Gulowsen, J, Fra Dragontiden, Hamar, 1900, s. 66-67.
Det kan ikke nægtes at være – især paa Hedemarken og i Gudbrandsdalen – almindelig Skik ved Bondebryllupperne at have Tamburer, som mod Betaling opvarte med Trommen; men det synes ikke, at Stadsmusikanten i Kristiania kan med Føie anse dette som Indgreb i de hans Privilegium tilflydende Rettigheder; thi en Tromme er intet musikalsk Instrument, og i ethvert Bryllup haves foruden Tamburer en eller to af Bygdens Violinister, som for den Frihed at spille betale en aarlig Kontingent til Stadsmusikanten. At disse sidste tilflyde en mindre Fortjeneste, naar Vedkommende tillige har Tamburer i Bryluppet, er en Selvfølge, som dog ikke bør være en tilstrækkelig Grund til at paalægge Regimenternes ved hvert kompagni havendes 2 Tamburer at hente Tilladelse hos Stadsmusikanten til at betjene sig af deres Trommer, naar de dertil forlanges af Brudeparret og Brylluppsgjæsterne. Sandsynligvis er sidstnævnte Stadsmusicus Høeg saaledes ubeføiet til sin gjorte Paastand, og Regimentet ønsker, at det høipriselige Generalitets og Commissariatscollegium ikke vil bifalde hans Andragende, som ventelig er alene anlegiget af Jalousi over Tambourernes Fortjeneste i Bryllupper, som har opvakt en eller anden af hans havende Fuldmægtiger til at beklage sig over Indpas i den Fortjeneste, som alene vilde tilfalde dem, naar Tamburerne blev forbudne at slaa paa Tromme i Bondebryllupper; men heraf vilde igjen følge, at Regimentet i Fremtiden ei fik saa gode Tamburer som nu, da de ganske vist ikke findes bedre ved de gevorbne Regimenter; thi naar saadan Indtægt af Bondebryllupperne ei var mer at vente, saa vilde ei heller nogen lægge sig etter retskaffen at slaa paa Tromme, og tilslut skulde man maaske slet ingen finde, som dertil var skikket.