(…) I Strandebarm lagde jeg til Land ved Gaarden Rørvig og kom her til at logere hos en særdeles hyggelig Familie. Jeg besluttede at standse nogle Dage paa dette Sted, da Sproget her fandtes at være forskjelligt fra det hardangerske. Naar jeg har kommet til en Egn, hvor jeg fandt en ny Klædedragt, har jeg ogsaa altid fundet et nyt Sprog, saaledes ogsaa her. (…)
Hos Naboen til min Vert skulde netop i disse Dage være et Bryllup, og jeg kom saaledes ganske uventet til at blive
Bryllupsgjæst. Skikkene ere omtrent de samme som i de nordligere Egne og i Hardanger; dog var der adskilligt, som jeg ikke havde seet, men kun hørt Tale om. Der affyres Skud og slaaes paa Tromme ved de enkelte Gjæsters Ankomst; naar Selskabet sættes tilbords, opregner Kjøgemesteren med en vis morsom Høitidelighed de forskjellige Ombudsfolk, som ere valgte til at forestaae Gildet; en Skik som ogsaa bruges i Nordhordlehn, dog med den Forskjel, at Kjøgemesteren selv bliver først valgt ved denne Leilighed. Ved Hjemkomsten fra Kirken drikker man Kongens Skaal, idet fire eller sex Personer forene sig om at drikke paa een Gang, hvorpaa den ene synger et passende Vers, og derpaa Alle drikke, medens Tamburen slaar en tordnende Allarm. Blandt Andet som foretages for at skaffe Selskabet Moro, er at to eller tre Ungkarle tage Brudesengen i Beslag paa den Tid da Brudeparret vil gaae til Hvile, hvorpaa de da maa udløses med Brændeviin eller andre drikkendes Varer førend de overlade den til dens rette Besiddere. Bryllupperne vare her som andensteds sine tre Dage, og man hører ikke noget om Ottedagsbryllupper som i Nordhordlehn. Jeg fandt meget Behag i den særdeles Frihed og Utvungenhed som herskede i Laget, da ingen besværlige Ceremonier forekom, men man var ligesaa ugeneret som om man havde spist og drukket alene.